23948sdkhjf

Lingerigigant relancerer berømt show efter heftig kritik

Efter seks års fravær er Victoria's Secret tilbage med sit berømte modeshow, som har danske Josephine Skriver på catwalken

Faldende seertal, en ny markedsføringsstrategi og kritik for manglende diversitet førte til, at lingerigiganten Victoria's Secret skrottede sit berømte modeshow.

Men efter seks års fravær er begivenheden tilbage og løb af stablen tirsdag aften i den amerikanske storby New York med Josephine Skriver blandt modellerne på catwalken.

Den 31-årige danske superstjerne er efterhånden fast inventar på podiet.

Hun gik sit første show for Victoria's Secret tilbage i 2013. Tre år efter blev hun udnævnt til såkaldt engel, Victoria's Secret Angel, og har gået showene iført brandets ikoniske englevinger.

Josephine Skriver har gået samtlige shows frem til 2018, som inden tirsdagens comeback var det foreløbigt sidste.

Showet var blevet kritiseret for at mangle mangfoldighed og ikke repræsentere transkønnede, ikke at repræsentere personer, der har et handicap, og ikke at repræsentere forskellige kropsstørrelser.

Det fik modemagasinet Vogue til at spørge Victoria's Secrets daværende marketingschef Edward Razek i 2018, om det ikke var på tide at inkludere diversitet.

Det afviste han med argumentet om, at showet var "en fantasi".

Det vakte voldsom kritik. Edward Razek beklagede sin kommentar, men trådte siden tilbage.

Første transkønnede model

Året efter hyrede Victoria's Secret sin første transkønnede model, Valentina Sampaio, som stod model i virksomhedens katalog.

Hun var også på catwalken til tirsdagens comeback-show.

Tilbage i maj annoncerede Victoria's Secret på sin officielle Instagram-profil, at modeshowet ville vende tilbage.

- Vi har læst kommentarerne og har hørt jer. Victoria's Secret Fashion Show er tilbage og vil afspejle, hvem vi er i dag - plus alt, hvad du kender og elsker – glamouren, catwalken, vingerne, musikalsk underholdning og meget mere.

Victoria's Secret Fashion Show løb for første gang af stablen i 1995.

Året efter var der for første gang en dansker på podiet i skikkelse af supermodellen Helena Christensen.

Showet blev berømt for at vise edderdyrt undertøj frem og lokke de største supermodeller på catwalken og de største verdensstjerner til at synge og underholde undervejs.

Siden 1999 har Victoria's Secret Fashion Show været transmitteret.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.09